/\

ANNONCE

Stockholm - Tokyo Haneda International var SAS' længste rute i de tidlige 1950'ere.
Stockholm - Tokyo Haneda International var SAS' længste rute i de tidlige 1950'ere.

Fly

1950' erne: Da SAS drog mod Øst

Da SAS åbnede sin nye rute til Tokyo i 1951, kunne man spise frokost i Tokyo og aftensmad i Stockholm. Det betød godt nok frokost om lørdagen og aftensmad om mandagen, men det var stadig et stort skridt i den rigtige retning.

Knap havde SAS etableret sin vellykkede New York-rute, før der blev lagt planer om at udvide så langt mod øst som muligt. Før da havde der været “græshoppe-ruten” fra København til Bangkok med mellemlandinger i Zürich, Rom, Damaskus, Basra (Irak) og Kolkata (dvs. Calcutta).

Ruten blev en succes, og den demonstrerede det potentiale, som en østlig rute kunne have, selv om den ikke udelukkende var baseret på antallet af skandinaviske rejsende. Ifølge Svenska Dagbladet  boede der nemlig kun tre svenskere i Hong Kong, Kina, og blot en enkelt i Singapore (selv om der var rygter om, at hun var blevet forlovet med en anden svensker).

Der var flere nordmænd og danskere i Hong Kong, men selv det var ikke tilstrækkeligt. Det betød dog ikke, at der slet ikke fandtes et marked set fra et større perspektiv. Englænderne og franskmændene kunne godt være interesserede – og Asien blev set som det store potentiale, fordi et skandinavisk flyselskab ikke blev associeret med kolonialisering herude.

“SAS’ nye rute til Asien åbner et vindue til en ny verden, ingen tvivl om det,” fastslog Svenska Dagbladet.

Der gik ca. et år, og så beskrev Aftonbladet i en helsidesartikel, hvorledes “svensk gigant flyver over Japans hellige snedækkede bjerge.”

SAS havde udvidet sin Bangkok-linje til også at dække Tokyo, og Thailands Don Muang Lufthavn blev centrum for alle aktiviteter i Asien.

Først havde man foretaget 50 prøveflyvninger over Stillehavet og 3 Røde Kors charterflyvninger, men i april 1951 var der klar til afgang med passagerer og det hele.

Den nye linje fra Stockholm til Tokyo via Bangkok var 16.550 kilometer lang, og den var dermed den længste i selskabets historie, fordi den slog Stockholm–Santiago de Chile med 2.000 kilometer. Det skar rejsetiden til Tokyo betydeligt ned, især på vejen tilbage til Skandinavien.

Successen byggede på kvaliteter, der stadig virker bekendte: service, hurtighed og præcision, for ikke at tale om den vægt, der blev lagt på mad og drikke. Som avisen skrev: “Måske vil der komme en tid, hvor et flyselskab kan sige, at deres passagerer får et måltid direkte fra Paris.”
(Sikke drømme vi havde dengang).

Men selvfølgelig kræver det mere end god mad at planlægge en lang rute gennem områder, der (næsten bogstavelig talt) ikke var på kortet. Det er trods alt flyselskabets vigtigste opgave at få passagererne frem til tiden og i god behold.

En ting, der gjorde omhyggelig planlægning vigtig, var vejret, som jo er så forskelligt fra Skandinaviens. Der var bl.a. årstiderne for monsuner, f.eks. den “hvide tiger” fra Kina med sine storme og den “turkise drages vind” – monsunerne fra området sydvest for Bangkok med voldsom regn.

Chefpiloten Hjalmar Bosson var en veteran med mere end 20 år som pilot bag sig, der brugte måneder på at træne, på at gennemgå forskellige rutevalg over havet, og på at forberede sig på at ændre planer, når tåge f.eks. gjorde det umuligt at lande i Hong Kong. Som regel startede maskinen kl. 7:45 fredag formiddag og landede i Tokyo kl. 23 om aftenen med et stop i Hong Kong.

“Det betyder, at passagererne får mulighed for at se bjerget Fuji og den snedækkede top i månelys,” skrev Aftonbladet.

I 1951 blev den østlige rute fremstillet som utrolig eksotisk, når SAS f.eks. bragte en last med slanger og to tigre med sig til Europa. Men den var også et stort hit. Og den var et vindue til en helt ny verden.

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Sidst ændret: 24 april, 2019

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk