/\

ANNONCE

Jonathan Pettersson er medstifter af Nansen med base i Chicago. Foto: Pontus Höök
Jonathan Pettersson er medstifter af Nansen med base i Chicago. Foto: Pontus Höök

Livsstil

Iværksætterne står for 'go' i Chicago.

Chicago er klar til at udfordre San Francisco, New York og de andre økonomiske stormagter. Lige nu strømmer unge iværksættere til 'The Windy City'.

Kontorbygningerne 1871, som er Chicagos største teknologiske rugemaskine for iværksættere, ligner mest et kæmpe ungdomshus med de åbne fællesarealer, den legesyge kunst og det farverige lys. Men de virkelige brugere af stedet er lidt ældre, flere har skæg, og de bærer afslappede jakkesæt. Lokalerne i Chicagos bymidte Merchandise Mart er opkaldt efter det år, hvor den store brand i Chicago ødelagde en stor del af byen. Det førte til en massiv tilstrømning af ingeniører, arkitekter og opfindere, der har været med til at forme ikke bare en ny by, men den moderne verden.

1871 er en smeltedigel for iværksættervirksomheder i det centrale Chicago. Foto: Pontus Höök

Det bedste ved 1871 er muligheden for at knytte kontakter og opnå ekspertise, siger Aaqib Usman, 23 år og medlem af 1871. "De forskellige workshops er det, der virkelig gør det interessant at være her," siger han og peger på en tavle, der fylder hele væggen, fuld af navne, datoer og tidspunkter. Der står navnene på fagfolk fra forskellige brancher i Chicago – advokater, revisorer, iværksættere og venturekapitalister – der skiftes til at anspore den nye bølge af iværksættere ved frivilligt at bruge deres tid og ekspertise på individuelle møder med de unge og håbefulde.

'Mens tech- industrien i de seneste år har betydet et boost for Chicago, halter byen stadig bagefter landsgennemsnittet på flere områder'.

"Vi inviterer folk fra brancherne herind, og vores medlemmer tilmelder sig online efter først-til-mølle-princippet for at få et møde med den, de nu vil møde," siger Melissa Wooten, 22 år, kommunikationschef i 1871. "De kan fremlægge ideer eller bare stille spørgsmål. Møderne er en utrolig uddannelsesmæssig ressource og gratis for vores medlemmer".

Nogle trækker en lige linje mellem Chicagos nyvundne status som centrum for iværksætteri og succesen hos 1871 med at fremme iværksætterånden. Det månedlige medlemsgebyr er $450 for en fast plads eller $300 for adgang til det fælles arbejdsområde. 

"Vi er også et af de kun ni medlemmer af North American Tech Hub Network under Googles program for iværksættere, så vores medlemmer får adgang til nogle enestående muligheder for f.eks. at pitche foran større investorer på Googles Demodage," siger Wooten.

Chicago er den tredjestørste by i USA efter New York og Los Angeles. Foto: Pontus Höök

Chicago har ikke altid været betragtet som et erhvervsvenligt hotspot. Faktisk åbnede 1871-kontorerne først for tre år siden. Før da lå de iværksættervirksomheder, som det lykkedes at finde kapital til at vækste, spredt i hele byen.

Mens den højteknologiske industri i de seneste år har betydet et boost for Chicago – med succeshistorier som madbestillingstjenesten GrubHub og den verdensberømte rabatsøgningstjeneste Groupon – halter byen stadig bagefter landsgennemsnittet på mange områder. Det har taget længere tid at komme i gang igen efter krisen end andre steder, og uden nogen påviselig grund. Den tilsyneladende populære borgmester Rahm Emanuel, tidligere stabschef i Det Hvide Hus og økonomisk støtte bag 1871, måtte tilmed ud i omvalg for at blive på posten tidligere på året – et klart tegn på utilfredshed.

"Det, jeg har hørt i de par år, jeg har arbejdet her, er at folk traditionelt har lav tillid til deres politikere," siger Pettersson, der kom til Chicago for at etablere en nordamerikansk afdeling af Nansen. Nansen er en af flere nordiske virksomheder, der i de senere år har åbnet butikker her på grund af de mange forretningsmæssige fordele såsom lavere husleje, den meget aktive lokale afdeling af det amerikansk-svenske handelskammer og en overordnet sult efter nye virksomheder.

Foto: Pontus Höök

"Da vi kom her i 2010 under krisen, bemærkede vi, at folk var lidt nedtrykte," siger han. "De undskyldte nærmest for, hvad USA havde gjort ved verdensøkonomien. Men vi havde selvtillid med i bagagen efter vores første to vellykkede år i Sverige. Jeg tror, vi fik en bedre start her, fordi vi ikke blev mødt af for højt selvværd. Folk var åbne over for nye ideer og nye ansigter".

For få måneder siden flyttede Nansen med sine nu ca. 40 medarbejdere ind i et nyistandsat industriområde i Chicagos gamle kødby.

Pettersson fortæller, at selvom Chicago ikke er San Francisco, er der meget virak omkring den højteknologiske iværksætterscene lige nu.

"Der er møder hele tiden," siger han og henviser til de mange netværksmuligheder. "Jeg tror, folk her godt kan lide det rarere forretningsklima i forhold til kysterne, hvor man skal have mere spidse albuer".

Tiana Epps-Johnson, grundlægger og administrerende direktør for Center for Technology and Civic Life. Foto: Pontus Höök

Hvad angår den venturekapital, der investeres i nye virksomheder, er San Francisco, San Jose, New York, Boston og et par andre byer stadig langt foran Chicago. Her drejer det sig mindre om store, dyre satsninger som Snapchat eller Oculus og mere om business-to-business-løsninger – som Wooten formulerer det: "Virksomheder, der skaber reel værdi, og som undertiden flyver under radaren".

Netværksmedlem Aaqib Usman arbejder i firmaet Georama. Sammen med sin chef Nihal Advani på 29 og kollegaen Herrman Taraporewalla på 24 har han udviklet en platform for live-streamede rundvisninger, hvor personer, der ikke kan rejse, kan tage på interaktive rundrejser.

"Der er sket det, siden 1871 startede, at universiteter, virksomheder og venturekapital er begyndt at arbejde sammen," siger Advani.

Og det er ikke engang kun for at opnå fortjeneste. Tiana Epps-Johnson driver Center for Technology and Civic Life, som har fokus på at få folk til at stemme ved at hjælpe lokale kontorer på amtsplan til at interagere bedre med borgerne.

"Vi fandt ud af, at en tredjedel af alle amter i USA – 966 for at være helt nøjagtig – ikke har en valghjemmeside med selv de mest grundlæggende oplysninger," siger hun. "Vi arbejder sammen med de mindre ressourcestærke myndighedsområder, så de kan lære at kommunikere bedre med borgerne."

Chicago som by og 1871 som kontorområde viste sig at være et perfekt match for hende.

"Vi plejede at arbejde i Washington DC, men vi lå lidt i skyggen af et rygte. Folk har ikke supermeget tillid til mennesker, der kommer fra DC ud til de små lokalsamfund med nye ideer," siger hun med et grin og tilføjer, at Chicago også er "meget venligere ved pengepungen".

"Selvom vi er nye her, er vi blevet overraskede over, hvor åbne folk er for at samarbejde," siger hun. "Folk har været søde til at introducere os for mange andre virksomheder, og de fleste af dem viste sig at arbejde her i bygningen".

 

Tekst: Henrik Ek 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Sidst ændret: 25 april, 2016

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk