/\

ANNONCE

Foto: Lina Arhnoff/Nimb

Mad & Drikke

Ikke et ord om Brexit - it’s tea time!

High tea, afternoon tea, five o’ clock tea - kært koncept har mange navne, også i København, hvor den ærkebritiske eftermiddagste går sin sejrsgang. Den serveres efter alle kunstens regler og naturligvis i noble omgivelser.

Den traditionelle eftermiddagste blev skik og brug i det bedre, britiske borgerskab i begyndelsen af 1800-tallet, hvor middagen først lå omkring klokken 20 og man derfor måtte have noget at styrke sig på om eftermiddagen. Selvom tiderne skifter er afternoon tea med agurkesandwich, scones og kager en urokkelig institution, der også passer fortrinligt til det københavnske klima, der som det britiske kan være temmelig vådt. Så falder en kop varm te med kageopsats på et tørt sted!

Her er 6 steder med stilfuld afternoon tea i København.

Foto: Mikkel Hvilshøj/Orangeriet

Te tæt på kronjuvelerne

Kongens Have og Rosenborg Slot passende omgivelser til Orangeriets overdådige version af afternoon tea, der omfatter salte sager som agurkesandwich med laks og minismørrebrød og søde lækkerier som scones, fyldte chokolader, macrons, mousse og meget mere. Hele herligheden kan nydes i den fine havesal frem til 31. marts med te fra Perchs og kaffe fra Kontra Kaffe.

Orangeriet Kongens Have

Kronprinsessegade 13, København K.

Vis på kort

Hver søndag frem til 31. marts fra kl 12-15.30, pris pr. person 325 DKK. Husk at bestille bord!

Afternoon tea extraordinaire hos Nimb. Foto: Lina Ahnhoff

Te ved Tivoli

Lørdag og søndag kan man forkæle sig selv med luksuriøs afternoon tea på elegante Nimb. Der er hyggepianist ved flyglet, lakserillette, tatar, vagtelæg og rejer blandt de salte lækkerbiskener, og scones, petit fours, wienerbrød og moussekage til den søde tand. Kommer man den 2. søndag i måneden kan man vælge den ekstraordinære udgave med yderligere luksus i form af bl.a. champagne, kaviar og østers.

Nimb Bar

Bernstorffsgade 5

Vis på kort

Lør og søn fra kl. 12-16. pris pr. person 325 DKK. Husk at bestille bord!

Et udvalg af teerne i Perchs Tea Room. Foto: Perchs

Perchs Tea Room

Københavns fineste tehandel har ligget i Kronprinsensgade siden 1835 og er foruden kongelig hofleverandør også stedet at få en klassisk, engelsk five o’ clock tea med en kande te, cremant i glasset, små sandwich, petit fours og scones med lemon curd, clotted cream og marmelade. Alt hvad ens indre brite begærer.

Perchs Tea Room

Kronprinsensgade 5, 1. sal, København K

Vis på kort

Man-fre 11-30-17.30, lør 11-17, enkelte søndage 11-16. 250 kr. pr person. Husk at bestille bord!

Afternoon tea på D'Angleterre. Foto: D'Angleterre

Champagne og te på D’Angleterre

Det bliver en helt særlig søndag, hvis man vælger luksushotellets udgave af afternoon tea, hvor det ikke er te, der er i hovedsædet, men Krug Grande Cuvée fra det eksklusive champagnehus Krug. Michelin-restauranten Marchal står for tre salte serveringer med blandt andet foie gras og kongekrabbe, og tre søde, der har kvædemacrons, passionsfrugtcurd og chokoladekiks med guld iblandt. Der serveres dog te til de søde sager.

Hotel D’Angleterre

Kongens Nytorv 34, København K

Vis på kort

Hver søndag fra kl 15-17, Gallery Hall på D’Angleterre. 645 kr pr. person. Husk at bestille bord!

Café royal afternoon tea. Foto: Lisa Löwenborg

Café Royals afternoon tea

På Arne Jacobsens gennemrenoverede designhotel er afternoon tea en udsøgt fornøjelse, der kombinerer det bedste af dansk design med klassisk britisk te-kultur. Små smørrebrød, fingersandwich, scones med flødeskum, syltetøj og marmelader og patisserie inspireret af hotellets design – f.eks. den ikoniske spiraltrappe i chokolade. Dertil drikkes naturligvis te - og måske et glas prosecco?

Café Royal i Radisson Collection Royal Hotel

Hammerichsgade 1, København V.

Vis på kort

Hver dag 13-16, 295 kr. pr person. Bestil bord.

Wintersprings tesalon i Magasin. Foto: Ditte Isager

Wintersprings Tesalon

Det sofistikerede nordiske dessertbrand Winterspring har åbnet en te- og kagesalon på dameetagen i Magasin du Nord, hvor der også lå en tesalon for 100 år siden. Wintersprings tesalon har ikke en fast afternoon tea, men et udvalg på 25 forskellige teer og udsøgte kager, is og desserter skabt af danske og internationale Michelin-kokke. Tesalonen er indrettet i et smukt højloftet lokale med lækkert design af bl.a. Ilse Crawford, og med udsigt til Kongens Nytorv.

Winterspring Tesalon, Magasin

Kgs Nytorv 13, København K

Vis på kort

Hver dag 10-20.

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk