/\

ANNONCE

Ret fantastisk suppe på Ruths Gourmet. Foto: Ruths
Ret fantastisk suppe på Ruths Gourmet. Foto: Ruths

Mad & Drikke

Spis godt i Nordjylland

Med titlen som Europæisk Gastronomiregion 2017 er det Aarhus, der løber med al opmærksomheden på den jyske gastroscene. Men også Nordjylland leverer gastronomi på højt niveau med adskillige gourmetsteder, der er en rejse værd.

Fordums nordjyske ørkenvandring blandt billig svinekam, buffet-restauranter og fantasiløse cafémenuer er slut. Ikke mindst i hovedbyen Aalborg, hvor unge, ambitiøse kræfter har taget skeen i den anden hånd og på få år skabt en ny restaurantscene, der sætter en ære i håndværk, og har fokus på regionale råvarer som jomfruhummer, østers, muslinger og havfrisk fisk. Det moderne franske køkken møder trends fra det nye nordiske med imponerende, overraskende og meget delikate resultater.

Her er et udvalg af Nordjyllands bedste spisesteder:

Tabu

Aalborgs nye toprestaurant drives af Michael ”Miv” Petersen, der vandt førstepladsen i DM for kokke i 2013 . Med Tabu, som han overtog i september 2016, vil han skabe gastronomi med lokale nicheråvarer i centrum, og resultatet er fantastisk lækkert – alene hans snacks og brødet bagt på ølandshvede fra Aurion er tæt på himmelsk.

Vesterå 5, Aalborg

www.ta-bu-dk
 

Rusk

Rusk er et charmerende bekendtskab, hvor det franske brasseriekøkken ”ruskes op” med et nordisk touch og i videst muligt omfang tilberedes af bæredygtige, nordjyske råvarer. Det ændrer dog ikke på, at klassikerne fra det franske køkken sidder lige i skabet, og uanset om vi taler østers, fiskesuppe, tatar eller boeuf bearnaise.

Brandstrupsgade 11, Aalborg

http://restaurantrusk.dk


Mortens Kro

Morten Nielsen blev Årets kok i 1996 og har siden drevet sin gourmetkro i Aalborg med fransk-nordisk køkken. Kroen har 3 stjerner i Den Danske Spiseguide, og der lægges ikke skjul på, at man går efter stjernerne, når Michelinguiden kommer til Nordjylland. Mortens Kro er desuden kendt for sin formidable samling af Dom Perignon.

Mølleå 2-6, Mølleå Arkaden, Aalborg

www.mortenskro.dk

La Locanda dei Liberati

Det er ikke tit, man støder på italiensk kvalitetsmad på disse kanter, men hos italienske Carlo Liberati er man i de bedste hænder. La Locanda er for nylig blevet kåret til årets mest autentiske italienske restaurant i Den Danske Spiseguide og anbefales i White Guide.

C.W. Obels Plads 3, Aalborg

lalocanda.dk


Musikkens Spisehus

I restauranten i Musikkens Hus på Aalborgs havnefront er der udsigt over Limfjorden og solidt kokkehåndværk på tallerkenen, både frokost og aften. Moderne fransk møder moderne nordisk, og Limfjordens lokale råvarer som taskekrabbe, jomfruhummer og østers får lov at brillere i sæsonmenuen. Hvis man vil have weekendbrunch med kvalitet, er det her.

Musikkens Plads 1, Aalborg

http://www.musikkensspisehus.dk


Applaus

Mads Hyllested har slået sine folder på blandt andet Umami, Søllerød Kro og Kong Hans, og den unge køkkenchef har med Applaus skabt et en af byens mest trendy nye spisesteder, hvor gourmetoplevelser og fine dining  kombineres med social dining til absolut rimelige priser.

Ved Stranden 9, Aalborg

restaurantapplaus.dk
 

Ruths Gourmet på Ruths Hotel

 Malttræ-snack på Ruths Gourmet. Foto: Ruths

Det autentiske 5-stjernede badehotel på Danmarks top i Gammel Skagen har både fransk brasserie og en gourmetrestaurant, hvor køkkenchef Dennis Juhl tryller sublime delikatesser frem af lokale råvarer. Betjening, vin og stemning matcher spiseoplevelsen, og spår om stjernedrys, når Michelinguiden kommer på disse kanter.

Hans Ruths Vej 1, Gl. Skagen

ruths-hotel.dk/restaurant


Brøndums Hotel

Den franske stjernekok Michel Michaud er en af dansk topgastronomis grand old men og har været køkkenchef på Falsled Kro, Kong Hans Kælder, Søllerød Kro, Marie Louise, Ruths Hotel og Molskroen. Nu er han køkkenchef på det hæderkronede Brøndums Hotel i Skagen og serverer klassisk fransk køkken i topklasse - med et uovertruffet vinkort.

Anchersvej 3, Skagen

broendums-hotel.dk

 

Tekst: Lise Hannibal

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk