/\

ANNONCE

Hvad med at overnatte i en gammel kulkran? I The Krane kan du. Foto: Rasmus Hjortshøj
Hvad med at overnatte i en gammel kulkran? I The Krane kan du. Foto: Rasmus Hjortshøj

Steder

7 anderledes overnatninger i Danmark

Vil du have hovedpuden under en haj, vågne op med savannens dyr eller gå til ro i et hobbitbo? Det kan du på nogle af Danmarks mere usædvanlige overnatningssteder.

Hygge i hobbithytte

Hvis familien skal til Bornholm, kan man finde anderledes overnatning i Hasle Campings hobbit-landsby. Den består af en håndfuld tøndeformede hobbithuse, der hver har plads til 2 voksne og 2 børn, samt en hobbitsauna med udsigt og en grillhytte. Hvis man får hyttefeber er havet og en glimrende naturstrand blot 200 meter væk.

Hasle Camping

Fælledvej 30, Hasle

Vis på kort

Sæson: 10/5-29/9. Pris: 300-550kr/nat.

Central Hotel har ét værelse. Foto: Jon Nordstrøm

Verdens mindste hotel

Central Hotel og Café har personlighed nok til at kunne optræde i en Jim Jarmusch-film. Verdens mindste hotel ligger på Københavns parisiske gade Værnedamsvej og har blot ét værelse indrettet med mørkt træ, mønstret tapet, lækkert linned og opfindsomme detaljer. Nedenunder er der kaffebar, og der følger morgenmad på stemningsfulde Granola og to lånecykler med i prisen.

Central Hotel

Tullinsgade 1, København

Vis på kort

Pris: 2100/pr. nat for 2

Sov midt i naturen i Karpenhøj Naturcenter. Foto: Lise Hannibal

Overnat i nationalparken

Overnat i Guds fri natur ved Karpenhøj Naturcenter i Nationalpark Mols Bjerge. Her er der solide shelters og bålplads, og man kan vandre, mountainbike, klatre i træer og meget andet i de smukke istidslandskaber. Hvis man er vild med vildmarken arrangerer naturcentret masser af friluftsaktiviteter - f.eks. kan du lære at sanke dine egne urter, lave vildmarksmad over bål og eller prøve en tur i vildmarksbadet. Overnatning er gratis i forbindelse med kurser, men det er også muligt at booke shelter privat, hvis der er ledigt.

Karpenhøj Naturcenter

Dragsmurvej 12, Knebel

Vis på kort

Pris: 50 DKK/ nat

Sov i hajtunnelen i Kattegatcentret. Foto: Kattegatcentret

Sov hos hajerne

Det er ikke hver dag, man får lejlighed for at gå til ro under en flok hajer. Men i Kattegatcentret i Grenaa kan familien ligge side om side i glastunnelen under det tropiske hajbassin og spotte hajer med lommelygter inden de går til ro. Med til oplevelsen hører dissekering af blæksprutter, håndfodring af hajer og masser af hajfakta.Kattegatcentret blev i øvrigt kåret som Nordens Bedste Akvarium af svenske Barnsemester.se i 2016.

Kattegatcentret

Færgevej 4, Grenaa

Vis på kort

Pris: 450/person.

Sov tæt på girafferne i Ree Park Safari. Foto: Lise Hannibal

Sov på Savannen

Man kan godt få et glimt af savannen, selvom man er i Jylland. Ree Park safari i Ebeltoft har nemlig sin egen savanne, hvor strudser, zebraer, næsehorn, giraffer, antiloper og gnuer går frit omkring. En full-on safarioplevelse får man ved at overnatte i sin egen sovepose i en safarilodge bygget på pæle udover savannen. Her kommer dyrene helt tæt på og sover gerne selv under pælene. Med i prisen er en guidet tur i parken, hvor man kommer rundt i landskabet og får masser at vide om dyrelivet.

Ree Park Safari

Stubbe Søvej 15, Ebeltoft

Vis på kort

Pris: 3800,-kr/nat med plads til 4 personer. Arrangementet varer fra kl. 16-til kl. 09.00 den følgende dag.

The Krane i Nordhavn er faktisk et luksusretreat og spa. Foto: Rasmus Hjortshøj

En kran for de kræsne

Himmel og hav bliver dine nærmeste naboer, hvis du overnatter i The Krane, en kulkran fra 1944, der nu er hotelsuite, møderum og spa. Udefra ligner kranen i Nordhavn stadig et stykke industri, men indeni står den på eksklusivt dansk design, overvejende sort som kullet selv. Maskinrummet er blevet til soveværelse, førerhuset er indrettet til lounge og en tidligere container er blevet omdannet til spa. Kranen er 15 meter høj og udsigten fejler ikke noget - det gør prisen heller ikke med 2500 € for en overnatning for 2. Der følger en BMW med til fri afbenyttelse.

The Krane

Skudehavnsvej 1, København

Vis på kort

2500 € for en enkelt overnatning for 2.

Trætopshytten ligger et stenkast fra havet og klos op ad Nationalpark Mols Bjerge. Foto: Lise Hannibal

Trætopshytte

Trætopshytten på Kaløvig Centret på Djursland var egentlig tænkt som et anderledes mødelokale, men udsigten, trækronerne og duften af cedertræ var så efterspurgt, at man besluttede også at leje hytten ud som hotelværelse. Trætopshytten kan benyttes året rundt og ligger naturskønt klos op ad havet og Nationalpark Mols Bjerge. Her serveres fremragende, økologisk mad og det sympatiske søskendepar, der driver stedet, er med til at gøre oplevelsen helstøbt.

Kaløvig Center

Præstekravevej 46, Rønde

Vis på kort

Ophold: 1996 kr pr for 2 inkl. eftermiddagskaffe og kage, aftensmad og morgenmad.

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk